Sidste tur til Kakamega

En af de få nedbrændte butikker i Kakamega midtby - for det meste var det nedbrændte huse i udkanten af byen

Dette er det sidste indlæg på min blog, og opsummerer vores ophold i Kenya.
Line og jeg vendte, efter en kort ferie, tilbage til Kenya mens at valg konflikten var på sit højeste.
VI vidste ikke helt hvor galt det reelt var i Kenya og om medierne blæste konflikten op, så vi besluttede os for at tage tilbage for selv at danne os et indtryk, på trods af Line gravilitet.
Virkeligheden var at det var langt værre i Kenya end vi troede, volden var langt værre, med langt flere døde, større overgreb, og de samfundsmæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser var langt større end antaget.

Yderligere oplevede vi end stigende aggressivitet, bl.a en nat vi var i byen, hvor en ung gut krævede penge af mig for at have "passet" på min bil, selv om jeg havde betalt min selv-udpegede vagt. Han hoppede op på trinbrædtet af bilen og teede sig, og reagerede ikke på nogen af mine henstillinger. Til sidst var jeg simpelthen nødt til at jogge sømmet i bund og "blæse" ham af bilen...

Yderligere oplevede Line to gange på en uge at der var skudvekslinger mellem politi og "car-jackers", begge gange med døden til følge for tyvene. Den ene gang var på den store Wayaki Way tæt på landekontoret hvor vi boede, og af hvilken vej Line var på vej ned af. Jeg fik dog heldigvis ringet hende op og omdirigeret hende, men det var fandens ubehageligt at vide at hun var så tæt på.

Den anden gang var lige udenfor landekontoret, hvor politiet til fods forfulgte en carjacker, der ligeledes besvarede deres ild. Han gemte sig på et tidspunkt i portindgangen til vores compound mens at skudvekslingen stod på.

Endelig blev der myrdet to nyvalgte parlementsmedlemmer, hvilket anden gang medførte en riot i gaderne, som vores kollega blev fanget midt i, med 4 børn i bilen. Hun var temmelig rystet.

VI havde desuden oplevet næsten at blive sendt tilbage til Kakamega med fly over Kisumu, to dage efter vores ankomst til Kenya. Vores direktør og administrator erklærede højlydt at dette ville være trygt kunne de garantere. Line havde dog en dårlig følelse omkring en så hurtig beslutning og vi udskød afrejsen. Mandagen efter var der uroligheder i Kakamega, med etniske gnidninger, brændte butikker, skyderier, blokerede veje, hvor unge mænd afkrævede folk penge og ikke lod folk komme igennem. Ved nogle vejblokeringer blev folk slået ihjel.

Disse begivenheder kombineret med udsigten til at Line arbejde fremover ville være stærkt begrænset af sikkerheds siuationen, medførte at vi besluttede os for at afslutte vores ophold, og vende tilbage til Danmark. Vi fik derfor en aftale med administratoren om en afkortelse af kontrakten. hvorved vi kunne tage hjem snarest.

Dette krævede dog at vi selv tog ud til Kakamega og afklarede vores bolig, el, vand, arbejdsforhold, mm.

Vi mente ikke at det var tilstrækkeligt trygt for Line at tage derud, da Western province var centrum om urolighederne, derfor aftalte vi at jeg ville tage derud for at forberede nedpakningen og Line siden ville følge hvis det var roligt.

Det var med lidt uro i maven at det i løbet af et par timer blev besluttet at jeg skulle tilbagfe til KK. og at dette var trygt.
Jeg fløj til Kisumu, og blev der hentet af Lines organisation.
Byen lignede meget sig selv, men størstedelen var plyndret inde bag de gensindsatte vinduer.

Det var meget specielt at vende tilbage til Kakamega, når nu jeg viste at det nok ville blive sidste gang. ALle var emget imødekommende, og glade for at se mig, men blev skuffede over at høre at jeg nu også ville rejse lige som alle andre hvide - et tegn på ustabilitet for dem.


Vores hjem stadig pyntet med juledekorationer som jeg skulle pakke ned

Der ventede mig lidt af en opgave med at pakke et fuldt møbleret 200 m2 parcelhus ned. Heldigvis var mange af møblerne MS' møbler, og kunne efterlades, men jeg måtte give så mange ting væk. Jeg sørgede for at komme en del ud for at få taget afsked med venner og bekendte. Jeg var derfor ovre oppe og spise en afskedmiddag med vores indiske naboer på traditionel vis. De var ligeledes usikre på om Kenya havde set det værste endnu, men havde tænkt sig at blive. Om lørdagen var jeg hos min ven Bede - en katolsk præst. Han var flere gange blevet overfaldet i sin bil, fordi folk havde antaget ham for at være Kikuyu, på grund af hans lyse Tanzanianske hud. De havde nået at ridse og bule hans bil to gange inden han fik vist sit pas og tilhørsforhold...

Min maid havde også oplevet meget frygt gennem konflikten. Hun fortalte at der havde været skyderi overalt hvor hun boede. Den dag vi skulle være fløjet tilbage til KK, var hun blevet fanget i byen, og havde gået op og sat sig på hjørnet af vores grund, da det var her hun følte sig mest tryg. Her havde hun ventet til det var drevet over.
Hendes brødre var nu alle blevet fordrevet fra deres arbejde, og ville nuvende arbejdsløse hjem til familien som yderligere en byrde.

Vores dag vagt fortalte at hans bror var blevet dræbt af politiet i Nairobi hvor han boede i Kibera. Generelt var han selvsagt ret ked af det hele.

Begge var de blevet meget selvreflekterede omkring deres egen kultur, og de forandringer denne bliver nødt til at undergå, for at dette ikke sker igen.

Søndag forlod jeg for sidste gang Kakamega. Jeg havde alt vores grej pakket i bilen, og skulle køre far western til Nairobi, som den første dansker siden konflikten.
Jeg kørte kl 0700 for derved at kunne nå igennem de værste problembyer inden kl 1200. Den vigtigste var Sotik, som havde været stærkt plaget af road-blocks, og det var selvfølgelig den der lå længst væk.



Udbrændte lastbiler nær Kericho, på vejen hjem fra Kakamega




Undervejs kom jeg forbi mange udbrændte biler, en udbrændt kikuyu-ejet turistbus, og mange sten der lå klar i vejkanten til roadblocks. Typisk havde militæret bar fjernet dem fra vejen, men ikke længere væk end at de kan genetableres på minutter.

Men da jeg 1145 kørte ud af Sotik kunne jeg drage et lettelsens suk. Det havde alligevel været lidt stressende med udsigten til hvad der potentielt kunne være sket, på trods af at der ikke var meldinger om uroligheder og at det var søndag, så mange var i kirke.




Det sidste farvel med advocado træet og bananerne i haven....

Billeder fra nettet



Illustration af konflikt områderne i Kenya, der tydeligt er koncentreret i det vestlige Kenya - Kakamega ligger midt i disse konflikter.



James Odhiambo, der blev skudt ned på paralelgaden til vores af de nationale sikkerhedsstyrker.





Billede af Kikuyu flygtningene der holdt til i tusindtal på Kakamega's indhegnede politistation.

Søndag den 13. april fandt de stridende parter i Kenya en varig politisk løsning på konflikten.